Tyvenes yndlingsbutik opruster sikkerheden
I sidste uge blev Profil Optik i Roskilde ramt af indbrud for sjette gang.
Tyvene går efter mærkevaresolbriller, og da butikken for noget tid siden valgte at få gitter for dørene, så smadrede de blot en rude i stedet.
I dag har Profil Optik nærmest ingen mærkevaresolbriller tilbage.
- En solbrille fra Chanel eller Tom Ford koster omkring 2600 kroner i en butik. Men når jeg er på markeder og festivaler, så ser jeg solbriller, som bliver solgt for 400-600 kroner. Så der er virkelig en stor fortjeneste at hente, så længe folk ikke tænker over, hvordan det kan være, at mærkevaresolbriller kan sælges så billigt, siger Clea Bautista, der er butikschef i Profil Optik, og som nu planlægger yderligere gitter for vinduerne og røgkanoner.